Visions-workshop på Villa Fjordhøj

Workshop: Find din vision for det kommende år.

Vi har alle været der på et tidspunkt: Ved skillevejen uden anelse om vi skal dreje til højre eller venstre. Eller vi ved det inderst inde godt, men det virker uoverskueligt at tage skridtet og så sidder man der – fast uden at få valgt hverken den ene eller den anden vej.

Længes du efter at lave mere i dit liv som gør dig glad? Længes du efter mere af dig?
Har du brug for inspiration til at komme videre med dit valg, få sat fokus på din vision og få den synliggjort? Så er denne workshop måske noget for dig.
Med udgangspunkt i en visualiseringsøvelse og en blindtegning, og silent-walk i naturen v Skælskør Fjord, får du øget din indsigt og fokus. På baggrund af dette udarbejder du dit visionboard for det kommende år.

Workshoppen er lørdag en 17. november 2018 kl. 10-17 ca.  i de skønne og inspirerende omgivelser hos Villa Fjordhøj i Skælskør.

 

Prisen for workshoppen er 1.400 kr pr person. Early-bird pris kr. 1.100 kr ved tilmelding senest 13. oktober kl 23.59, 2018.
Med i prisen er forplejning for dagen – kaffe, te, isvand og frugt. Lækker hjemmelavet frokost og eftermiddagskage fra Villa Fjordhøjs dejlige, økologiske køkken.
Max deltagerantal er 8, da vi gerne vil bevare en hyggelig og fortrolig stemning.

Din plads er sikret ved betaling via mobilepay til Jeannie 20402242, eller ved bankoverførsel til Gudni i Sparekassen Sjælland reg nr 6150  konto nr  1396313

Skriv evt besked her

 

 

 

Hvem er vi?

Gudni Patursson:
Jeg er i sin tid uddannet psykoterapeut, hos Ole Vadum Dahl – fra ID Academy. Indenfor de sidste år har jeg taget spirituel mentor uddannelse ved Christine Eilvig.  Jeg arbejder til hverdag både som mentor/psykoterapeut og som Biodynamisk Kraniosakralterapeut. Derudover er jeg ansat som psykoterapeut på et gymnasium, hvor jeg taler med de unge om livets og hverdagens udfordringer.

Jeg bor i et lille bondehus – tæt på skov og vand, hvor jeg elsker at dele livet med mine 3 børn, og hvorfra jeg går mange og lange ture i nær kontakt med jorden og træerne og med højt til loftet.
Jeg arbejder ud fra min overbevisning om, at vi ikke behøver, at lave om på det der er, men at vi i høj grad har alle de ressourcer vi skal bruge.

Jeg arbejder i virkeligheden ud fra samme grundprincipper i såvel mine samtaler som i behandlingerne. Min tilgang handler ikke om komplicerede teknikker og redskaber, men mere om at finde ind til den enkeltes ressourcer i kroppen og i sindet. For de findes altid – midt i det, som kan synes svært, låst, spændt er der altid et sted, hvor der er hul igennem til klarheden, styrken og flowet. Kroppen og sindet er intelligent, og har både ressourcerne og svarene – hvis de får lov at vise det!

 

Jeannie Hermina Andersen:
Jeg er uddannet Håndlæser, Astrolog og Erhvervsastrolog. Fra min baggrund i kommunikation og som leder i erhvervslivet er jeg også vant til at arbejde med målsætning og strategi. Jeg er uddannet astrolog fra Irene Christensen Instituttet og har yderligere læst erhvervsastrologi hos Karen Boesen. Jeg er uddannet håndlæser fra Den Nordiske Håndlæserskole ved Sigridur Seit. Jeg bor i Næstved med mine to piger og beskæftiger mig også med kommunikation og online marketing. På denne workshop guider jeg dig bl.a. til at tegne din blindtegning, som vi gennemgår i plenum. Ligesom jeg – sammen med Gudni – giver sparring til dit visionboard.
JeannieHermina.com